Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2007


Færdigt arbejde, Hr. Minister?


Det er småt med lovændringer i kulturministerens program for 2007/2008. Kultursektoren er åbenbart på plads og klar til alle fremtidige udfordringer.

CulturCommentar:

Hele 7 lovforslag vil Kulturministeren fremsætte i folketingsåret 2007/2008. Heraf er det dog kun de 3 forslag, som indeholder reelle ændringer, resten er småjusteringer og udsættelser af evalueringer af enkeltlove. Den væsentligste politiske markering er et forslag om at etablere såkaldte fribyer for forfulgte forfattere. Desuden vil der blive stillet forslag om ændret struktur for Dansk Sprognævn samt blive strammet op i dopingregler for motionscentre. Med mindre nogen pludselig gør strukturændringer i Dansk Sprognævn til et politisk spørgsmål - og det er måske ikke helt utænkeligt i en tid, hvor alle mener noget om sproget - er det svært at forestille sig uenigheder om kulturministerens lovprogram for 2007/2008.

Lovprogrammet ligger således i fin forlængelse af regeringens forslag til Finanslov for 2008, "den mest initiativløse i denne regerings levetid", skrev vi i Søndag Aften september 2007 (se Søndag Aften arkiv).

Ingen initiativer

I begyndelsen af VK-regeringens tid, var "initiativløshed" ikke det begreb, der faldt nærmest. Mange syntes dengang, at der var rigeligt med initiativer. Det gav usædvanligt hårde konfrontationer omkring ministeren og ministeriet. Ministeriets medarbejdere blev aldeles forpustede. Siden har ministeren i høj grad lagt vægt på at skabe politisk konsensus om arbejdet, med den særlige vanskelighed det givetvis har været for ham også at sikre opbakning fra Dansk Folkepartis tidligere styrvolt af kulturordfører. Nu er Dansk Folkeparti tilbage i almindelig folketingspolitisk gænge, hvor udsagn og politik hænger logisk sammen og er forudsigeligt, så kulturministeren også kan navigere efter partiet.

I regeringsprogrammet fra 2005 var de to vigtigste opgaver at indføre gratis entre på museer og at privatisere TV2. Museerne er klaret. TV2 er sat i flerårig venteposition. De øvrige elementer i regeringsgrundlaget har ikke stof til egentlige politiske uenigheder.

Småjusteringer

Kulturministeren og kulturministeriet har sikkert masser at lave. Det viser de mange spørgsmål, der stilles til ministeren (se Søndag Aften arkiv), de mange pressemeddelelser fra ministeren og de mange offentlige debatter om kulturpolitik. Det har også kostet kræfter at gennemføre Kommunalreformen.

Ligesom de fleste af Kulturministerens lovforslag i 2007/2008 nærmer sig bogholderi, nærmer ministeriets virke sig også ren administration. Der er ikke nedsat lovforberedende udvalgsarbejder til at komme med væsentlige kulturpolitiske udspil.

Et konsulentfirma er ved at evaluere Kunstrådet som forberedelse til evt. lovrevision i 2008/2009. Det kan naturligvis give forslag om ændringer - men rammerne er til små justeringer som medlemssammensætningen og afgrænsning til andre institutioner. Emner som kan give dønninger i enkelte kunstneriske miljøer. Der vil næppe komme forslag, som for alvor udfordrer institutionen Kunstrådet eller den administrative enhed Kunststyrelsen. Dertil er både Kunstrådet og Kunststyrelsen for tæt bundet på ministerens eget udsagn "den største kunstpolitiske reform i nyere tid".

Er den konservative dagsorden allerede udtømt?

Var det det?

Består det konservative svar på diskussioner om globalisering og kulturel mangfoldighed udelukkende i tilladelse til at etablere fribyer for forfulgte forfattere? Er ministeren så låst på konfliktfyldte felter som ophavsret, bogmarked og bibliotekspenge, at han intet tør?

Kommunalreformen skal have tid til at implementeres, og kommunerne har krav på en vis ro, selvfølgelig. Betyder det, at der tidligst kan tales om national bibliotekspolitik i 2012? At egnsteatrene skal segle i halvårlige diskussioner uden sammenhæng med øvrig teaterpolitik i de næste mange år? At de strukturelle forskelle mellem kommunernes tilbud til borgerne klares gennem småpenge som Provinspuljen?

Er det så rart at kunne uddele tipspenge, at regeringsgrundlagets løfte om øget gennemsigtighed er glemt? I 2001 var talentudvikling højt prioriteret og en række initiativer blev sat i søen. Så nu er talentudviklingen sat på skinner?

Var det det?

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør


Søndag Aften 10/2007

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.